Hvad siger Danske Bank?
" På de konkrete seminarer har vi trænet ledere i dialogen med alle typer medarbejdere, så de blev motiverede til at yde deres bedste og dermed udnytte deres fulde potentiale, fortæller Ulrike Wluka. Skuespillerne kan skrue op og ned for udfordringerne. Ifølge Ulrike Wluka er den motiverende dialog med medarbejderne lederens vigtigste arbejdsopgave:
– Ledelsesopgaven er kompleks, der er mange ting at holde styr på. Alligevel skal lederen være i stand til at gribe situationen og være 100 % fokuseret, når en medarbejder kommer og beder om ”fem minutter”, fordi der er noget, han har brug for at drøfte. For at kunne træne lige præcis den situation var skuespillerne blevet briefet om de forskellige medarbejderprofiler, som de skulle spille, og Ulrike Wluka var imponeret over, hvor professionelt de gik til værks.
– Fordelen ved at bruge professionelle skuespillere er, at de kan skrue op og ned for udfordringerne, alt efter hvilken ledertype de sidder over for.
De kan give større udfordringer til en leder, der har haft medarbejderansvar i de seneste 20 år end til en helt nyudnævnt leder, der stadig har lidt at lære i rollen. På den måde bliver ledere på alle niveauer udfordret og får størst muligt udbytte af dagen, fortæller hun.
Helt konkret strakte seminarerne i Danske Bank sig over tre til fire timer, hvor 40 ledere blev delt op i grupper, der hver havde en HR-partner og en skuespiller tilknyttet. Hver gruppe valgte de cases, som de gerne ville arbejde med, og herefter tog lederne på skift plads i den varme stol over for skuespilleren. Imens sad resten af gruppen og lyttede, observerede og støttede lederen med input, hvis det var nødvendigt.
En vigtig del af arbejdsmetoden er, at lederen efterfølgende modtager kvalificeret feedback på egen præstation fra skuespilleren, observatørteamet og HR-partneren.
På seminaret blev lederne mere bevidste om de signaler, de sender. For eksempel når de med en lidt for alvorlig og resultatorienteret attitude ikke får inviteret til en ligeværdig samtale. Skuespilleren tilbageholdt således visse informationer, der kun kom for en dag, hvis lederen formåede at gøre medarbejderen tryg og skabe en stemning af åbenhed i samtalen, fortæller hun. Ulrike Wluka er ikke i tvivl om, at Danske Bank også i fremtiden vil bruge træning med skuespillere i organisationsudviklingen.
– Vi har fået virkelig positive evalueringer på træningen, og alle ledere har fået et stort udbytte med hjem, som bestemt svarede til de ressourcer, der blev investeret i arrangementet. Ingen tvivl om, at lederne følte sig udfordrede. Skuespillerne er så dygtige, at situationen kommer helt tæt på virkeligheden. Flere af dem sagde bagefter: ”Det er jo lige præcis dét, jeg møder i hverdagen!”
HR Partner Ulrikke Wluka, Danske Bank